Gå til hovedindhold

Vask ikke din bil derhjemme

Hvis du bor i et område, hvor regnvand og spildevand er adskilt, må du ikke vaske din bil hjemme.

  • Læs op

Indhold

    Vask din bil i vaskehal - det er bedst for miljøet.

    Hvis du bor i et område, hvor regnvand og spildevand er adskilt (separatkloakeret), må du ikke vaske din bil hjemme. Det beskidte vaskevand, der løber i regnvandsristen i separatkloakerede områder, bliver ikke renset. I stedet bliver det ledt direkte ud i vandløb og søer, hvor det kan få store konsekvenser for de fisk, dyr og insekter, der lever i vandet.

    Jf. Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse må forurenende stoffer – som eksempelvis sæbe, olie og tungmetaller fra bilvask – ikke ledes til vandløb, søer eller havet. Læs hele bekendtgørelsen her.

    Hvis du er i tvivl, om kloakken er separeret på din vej, kan du se det på et kort via linket herunder. Klik først på 'Spildevandsplan 2021-2026' og derefter 'Kloakoplande':

    Her kan du se, om kloakken er separeret på din vej

    Vask bilen i vaskehal

    Generelt er det ikke godt for miljøet at vaske bilen derhjemme - også hvis du ikke bor i et område med separatkloakering. Vaskevandet indeholder en række miljøskadelige stoffer, som sæbe, bremsestøv, voks, olie og tungmetaller, der kan sive ned i grundvandet eller ende i vandøb og søer, når det løber ud i regnvandskloakken.

    Når du vasker bilen i en vaskehal, løber det beskidte vand gennem et renseanlæg, der renser vandet, så det kan genbruges. Derudover er vaskehaller og de vaskemidler, der bruges der, underlagt miljøkontrol.

    Skal du bruge en tilladelse til afledning af spildevand?

    Hvis du ejer en virksomhed, der udleder processpildevand, skal du søge om tilladelse til udledningen.

    Sidst opdateret: 13. maj 2024